Beaune Les Teuron 1. Cru Domaine Philippe Bouzereau 2021
Vinmarkerne i AOC Beaune er næsten alle placeret på skråningen vest og nordvest for byen Beaune, hvilket har resulteret i, at mange af dem er klassificeret som 1. Cru (39 af 322 ha. ud af i alt 450 ha. i AOC Beaune). Disse marker vender mod øst-sydøst og ligger på brune kalkholdige jorde blandet med ler eller sand. Her produceres generelt mørke vine med aromaer, der kan være både en smule 'vilde' og meget frugtrige.
Vine fra det nordlige Beaune er blødere og minder meget om dem fra Savigny eller Chorey, mens vine dyrket i centrum og mod syd (herunder nabomarker til Pommard) ofte er kraftigere og har et godt modningspotentiale. Det er ikke ualmindeligt, at disse vine først når deres top efter 8-12 år.
Familien Bouzereau i Meursault har dyrket vin i Côte de Beaune i ni generationer siden 1700-tallet. I 1995 købte Philippe Bouzereau det berømte Château de Cîteaux og samlede hele sin vinproduktion her. Efter vinstudier i Beaune og praktisk erfaring i Beaujolais, Australien og New Zealand, overtog sønnen Philippe firmaet i 2006, som dengang omfattede 16 ha vinmarker, primært i Meursault og lidt i nabokommunerne.
På grund af omfattende vedligeholdelsesarbejde, især i munkenes oprindelige vinkældre fra 1098, besluttede familien i 2010 at sælge Château de Cîteaux, men beholdt vinmarkerne.
Familien har altid dyrket deres druer efter principperne for "Agriculture Raisonnée" (integreret dyrkning) og brugt egne kloner for at fremme terroiren i vinene. I kælderen praktiseres minimal indgriben i vinificeringen og beskeden brug af nye træfade.
I 2015 overgik Philippe Bouzereau til økologisk dyrkning af de nu 18 ha vinmarker, og fra årgang 2022 er de første vine certificeret økologiske. Philippes bror, Charles Bouzereau, er også blevet en del af familiefirmaet, hvilket Philippe ser som en styrke: "Alene går man hurtigt, men sammen når man længere."
Beaune 1. Cru "Les Teurons" Rouge fra Domaine Philippe Bouzereau er lavet med druer fra en lille parcel på 0,40 ha, beplantet med Pinot Noir i 1957. Vinmarken "Les Teurons" er en af de største og mest berømte 1. Cru-marker og ligger tæt på den vestlige del af byen Beaune, ved foden af skråningen. Her findes en relativt løs og ikke særlig dyb jordbund af småsten, ler og sand over en dybere klippeholdig undergrund. Marken producerer primært rødvine, som ofte er klassiske Beaune-vine med velour og frugt, men også god struktur, dybde og mineralitet. Parcellen har været i overgang til økologisk dyrkning siden 2015.
Efter klassisk afstilkning og skånsom masning, gennemgår druerne en kølig skindmaceration ved 12°C i 12 dage på temperaturregulerede kar. Herefter øges temperaturen, og spontan gæring med druernes egen gær tillades. Under de 25 dages gæring foretages løbende sænkning af masken og omrøring i mosten. Efter malolaktisk gæring modnes vinen i 18 måneder på franske egetræsfade af 228 l. Inden aftapning klargøres vinen let, men filtreres ikke, for at bevare frugten og finessen.
Vinen har en flot, blank rubinrød farve. Duften er dyb med nuancer af røde bær og krydderier. Smagen er frugtrig med god kompleksitet og velour. Eftersmagen løftes af god tannin og mineralitet, hvilket gør vinen både charmerende og harmonisk. En klassisk rød Beaune med blødhed, charme og kraft.
Server den til retter med lam, fuglevildt, oksekød, råvildt og til modne oste.
100% Pinot Noir
Alkohol: 13%
18 mdr. på franske træfade (228 l.)