Chateauneuf-du-Pape Tradition Blanc Chateau Maucoil Øko 2023
Denne økologiske Châteauneuf-du-Pape Tradition Blanc er fremstillet af de klassiske grønne druesorter fra området: Grenache Blanc (60-90%), Clairette, Roussanne og Bourboulenc, i varierende sammensætning afhængigt af årgangen. Vinstokkene er plantet i den nordvestlige del af distriktet, hvor jorden har et højt indhold af kalk og sand samt klassiske runde sten, hvilket giver meget aromatiske og delikate hvidvine. Udbyttet er begrænset til cirka 25 hl/ha, og kombineret med grundig selektering både ved håndplukningen i små kasser á 15 kg og ved ankomsten til kælderen, opnås en høj kvalitet og koncentration i vinen. Efter en kold maceration med skindet (hvor druesorterne vinificeres separat), presses druerne og gæres på ståltanke.
For at bevare druesorternes karakter og vinens friskhed og sarte aromaer undgår man malolaktisk gæring og bundfældning. Vinene modnes i cement- og ståltanke i 8 måneder ”sur lie” (på bundfaldet). Derefter blendes vinene, og det færdige blend bundfælder naturligt og tappes på flaske.
Vinen har en smuk lysgylden farve med et grønligt skær. Duften er meget umiddelbar og frisk med lækre, eksotiske noter af citrusfrugter, pærer, fersken, mango og mirabeller. Smagen er elegant og fløjlsagtig med god struktur og mineralitet samt lette, krydrede toner, som gør den kompleks og indtagende.
Vinen er særdeles velegnet til fede fisk, grillede fiskeretter, fiskesupper, snegle samt til lyst kød.
Château Maucoil ligger cirka 3 km nord for landsbyen Châteauneuf-du-Pape. Slottets historie går tilbage til romerne, som anlagde en garnisonslejr her på grund af vandkilden og beliggenheden nær Via Agrippa (et romersk vejnet). Vinproduktionen på Château Maucoil begyndte i det 17. århundrede, og siden da har adskillige familier været ejere af slottet. Familien Arnaud overtog slottet i 1995 og ejede det frem til 2022, hvor det blev købt af den anerkendte Domaine Duseigneur, specialister i biodynamisk dyrkning.
Château Maucoil omfatter 25 ha vinmarker i Châteauneuf-du-Pape samt 18 ha i Côtes du Rhône Villages. Huset er blandt de få producenter, der dyrker alle 13 tilladte druesorter i Châteauneuf-du-Pape. Marker opdelt i flere parceller betyder, at de dyrker vin på alle tre klassiske jordbundstyper i Châteauneuf-du-Pape: lag af runde aflejringssten, en blanding af små sten, ler og sand samt dyb, sandholdig jord. Denne diversitet afspejles i vinens komplekse karakterer.
I flere generationer har man kun anvendt naturlig gødning (får- og hestegødning samt tangbaserede gødningsprodukter), og i 2011 overgik man til kontrolleret økologisk dyrkning. Fra årgang 2014 er alle vine fra Château Maucoil certificeret økologiske, og under de nye ejere vil man sandsynligvis gå videre og overgå til biodynamisk produktion.
33% Clairette 34% Grenache Blanc/Garnacha blanca 33% Roussanne
9 Mdr på Fransk eg
Alkohol. 13,5%