Brunello di Montalcino Pieve Santa Restituta Gaja 2018
Brunello di Montalcino fra Pieve di Santa Restituta er ganske enkelt enestående. Allerede i sin ungdom er den aromatisk åben med klassiske noter af vilde roser, kirsebær, milde krydderier og en dejlig integreret trækarakter. Smagen begynder med tørre noter og en god tannin, men med lidt iltning i glasset udvikler den sig og afslører sødmefulde frugtnuancer af kirsebær, brombær, engelsk lakrids og en kompleks skovbundskarakter, som næsten giver vinen et piemontesisk præg. Eftersmagen er lang og harmonisk og indikerer et stort lagringspotentiale.
Vinene fra Montalcino betragtes som nogle af Italiens absolut fineste, og området var det første i landet, der i 1980 opnåede den prestigefyldte DOCG-status. Hemmeligheden bag Brunellos unikke stil og høje kvalitet ligger i den særlige druesort, Sangiovese Grosso, en klon af Sangiovese, der blev introduceret i Montalcino omkring 1840. Denne klon giver mere intense, komplekse og langtidsholdbare vine end den almindelige Sangiovese. Kombinationen af jordbund og klimaforhold varierer fra vinmark til vinmark i dette bjergrige område, hvilket betyder, at vinene kan have meget forskellige udtryk. De køligere vinmarker producerer som regel mere delikate vine.
Brunello di Montalcino DOCG skal modnes i mindst 4 år (5 år for Riserva), hvoraf mindst 2 år skal være på fad. Derimod kan Rosso di Montalcino, som har været DOC/DOP siden 1983, nøjes med en modning på 10 måneder. Rosso di Montalcino er også lavet på Sangiovese-druer, men de er typisk lettere, mere umiddelbare og hurtigere modnende end Brunello-vinene. Montalcino-området producerer også den lidt sjældnere dessertvin Moscadello di Montalcino DOC.
Pieve di Santa Restituta er en ejendom med en fascinerende historie. Navnet "Pieve" (italiensk for landsbykirke) stammer fra den smukke kirke midt på ejendommen, dedikeret til helgenen Santa Restituta, som led martyrdøden i Kartago. I slutningen af det 4. århundrede byggede hendes tilhængere en kirke, som blev renoveret i romansk stil i det 12. århundrede. Allerede fra 1132 findes de første optegnelser om vindyrkning på ejendommen, hvor stedets vine blev givet som gave til biskoppen af Arezzo.
I 1972 blev en forretningsmand fra Brescia, Roberto Bellini, betaget af ejendommens charme og købte den med tilhørende vinmarker. Et omfattende restaureringsarbejde blev sat i gang, både på bygningerne og vinmarkerne, og der blev også udvidet på ejendommen. I flere år producerede man en fremragende Brunello di Montalcino under navnet "La Chiesa di Santa Restituta".
I 1994 indgik Roberto Bellini et partnerskab med Angelo Gaja, der på det tidspunkt ønskede at udvide sine vinaktiviteter fra Piemonte til Toscana. Ejendommen blev derefter omdøbt til "Pieve di Santa Restituta". Senere overtog Gaja ejerskabet fuldt ud, og ejendommen omfatter i dag 25 hektar beplantet med Sangiovese-druer, som bruges til at producere stedets to top-Brunello’er "Sugarille" og "Rennina", samt siden 2005 en "almindelig" Brunello di Montalcino.
Det er ingen overraskelse, at Gaja her på Pieve di Santa Restituta skaber nogle af de absolut bedste Brunello di Montalcino-vine, som rangerer blandt de bedste i hele Italien!
Druerne til Brunello fra Pieve di Santa Restituta kommer dels fra marken Deserti, som blev købt i 2005 med 15 år gamle vinstokke, beliggende nær Torrenieri nordøst for Montalcino, og dels fra vinmarkerne Sugarille og Rennina sydvest for landsbyen. Deserti-vinmarken, der vender mod nordvest og sydvest, har en undergrund af sand, ler og tuf, med hyppige blæst og store temperatursvingninger mellem dag og nat. Dette giver vine med god sprødhed, friskhed og aroma, der står i flot kontrast til de mere fyldige og kraftige vine fra de sydlige vinmarker. Druerne fra de forskellige parceller gæres separat, og efter den malolaktiske gæring modnes vinene i 24 måneder på træfade og derefter i 6 måneder på cementtanke.
100% Sangiovese Grosso
Alkohol: 14,5%